Nicolaus Limbek

  Forskningsnotater:

Han kom til Danmark med Grev Gert.
Han var en stædig mand.
Han var med til at bestemme rigets nye lov og ret i 1354.
Han forlangte stor pris for sin loyalitet.
Han var Borgherre.
Han var underbefalingsmand i Nørre Jylland
I 1343 sluttede han sig til Valdemar 4. Atterdag.
1343 Høvedsmand på Sjælland.
Han var befalingsmand på Gotlandstogtet i 1361.
Fra 1340 havde han pant i Kalø Slot, havde det endnu i 1348
I 1346 havde han lånebrev på Albækgård.
Han ejede Hverringe.
I 1355 fik han overdraget Gården Alengy af Erland Kalf.
Claus Limbek den ældre.
Den sagnomspundne ridder Claus Limbek havde som sit våbenmærke to blå skrå bjælker foroven til venstre i et sølvskjold. Han kom til Danmark sammen med grev Gert, der gjorde ham til en slags næstkommanderende over hele Nørrejylland. Da Niels Ebbesen havde dræbt den kullede greve, indså Claus Limbek, at der var fare for, at han nu ville miste alle sine besiddelser i Danmark. Derfor sluttede han sig til Valdemar Atterdag.
Claus Limbek over tog Tørning omkring 1340. Den såkaldte "Holstenerpræstens Krønike" lader ane, at da slotsherren på Tørning døde, blev hans enke, fru Ide, bange for, at hun skulle miste magten over Tørning. Derfor giftede hun sig med Claus Limbek.
Fru Ide var ellers en skrap dame. Hun var meget hård ved bønderne. Man siger, at hun havde et kobbel glammende sorte hunde bag et gitter klar til at pudse på bønderne, hvis de ikke ville lystre. Der fortælles også, at da Claus Limbek kom til Tørning ville bønderne ikke adlyde ham. Da han klagede over det til fru Ide, svarede hun: "Jeg er kone for at holde dit bord i stand, hvor langt det end er, sørg bare for, at det bliver meget langt. "Hun opfordrede ham med andre ord til at skaffe sig mange krigsfolk. Når han kom rundt til bønderne med dem, så skulle de nok lære, hvem der var undersotter, og hvem der var herre.
Kong Valdemar Atterdag måtte erkende, at det var en dygtig forbundsfælle, han havde fået i Claus Limbek. Derfor steg Claus Limbek hurtigt i graderne. I 1343 nævnes han som kongens høvedsmand på Sjælland, og året efter bliver han udnævnt til Danmarks riges drost. Det vil sige, at han blev den, der stod for rigets finansverden. Både kong Valdemar og Claus Limbek var stædige naturer, de havde begge et uroligt sind, så de gik ikke for godt i spænd sammen. Da nogle jyske stormænd gjorde oprør mod kongen i 1351, sluttede Claus Limbek sig til dem. Kongen lod Tørning slot belejre. Det berettes, at maden til sidst slap op på slottet. Man havde kun en eneste ko tilbage. Denne ko blev hver dag ført hen over borgvolden,idet man lagde forskellige huder fra de slagtede køer over den, for at kongens folk skulle tro, at man var godt forsynet.
Det var måske Claus Limbek, der ved den lejlighed fandt på at lave den underjordiske gang, som i følge sagnet fører ud fra slottet, sådan at man skjult af forskellige ting i terrænnet bl.a. små skove kunne have forbindelse med slotte i Skrydstrup og Jægerup. Andre fortæller, at der gik en underjordisk gang fra slottet til Hammelev kirke.
Men disse løngange må altså ikke have været der, da kong Valdemar belejrede slottet, og det var nær ved, at sulten havde tvunget Claus Limbek og hans folk til at overgive sig. Men netop som det så allerværst ud for drosten på Tørning, kom hans navnefælle grev Klavs af Holsten ham til hjælp med en hær, der skulle angribe kongens folk bagfra, og belejrerne måtte vige for for denne overmagt.
I 1353 sluttede den oprørske drost forlig med sin konge. Men også senere hen var han med i en opstand mod kong Valdemnar. Venner blev de aldrig. Det påstås, at engang, hvor Claus Limbek skulle sværge kongen troskab, mumlede han indædt mellem tænderne: "Jeg sværger, at jeg aldrig skal være tro mod Eders rige." Selvom kong Valdemar ikke hørte disse ord , så kendte han godt sin drosts indstilling, og kongen søgte da også flere gange at få ham skaffet af vejen. Engang havde Claus Limbek fået frit lejde til at komme til forhandling med kongen på Vordingborg slot. Hr. Claus mødte da også med et stort og veludrustet skib.
Men inden han var kommet ind på slottet, hviskede en ven til ham: "Se til, at I kommer bort; for vandet I skal skoldes i, er over ilden." Så forstod hr. Claus, at det var om at komme væk i en fart. I følge sagnet fortrød kongen, da han lå på sit dødsleje, at han "ikke havde skoldet ham, da vandet var hedt nok dertil."
Endnu en gang blev Tørning slot belejret i Claus Limbeks tid. Men denne gang var det ikke kongen, der belejrede slottet, og det var heller ikke hr. Claus, der var årsag til belejringen; men hans søn Henneke Limbek. Et par af junker Hennekes svende, havde optrådt som landevejsrøvere på vejene omkring Kiel. Borgerne i Kiel fik dog fat på dem og lod dem henrette med sværd ved Gåsebæk. Dette måtte junker Henneke have hævnet. Lejligheden kom, da købmænd kom fra marked i Eckernførde. Junker Henneke og hans folk overfaldt dem og dræbte nogle, andre tog de til fange.
Den ene hævn fører den anden med sig. Da Grev Klavs af Kiel hørte om overfaldet, drog han med sine folk op til Haderslev, som han indtog, hvilket var så meget lettere, som byen var helt lammet på grund af den sorte pest. Derfra tog han til Tørning og belejrede slottet. Claus Limbek boede åbenbart ikke på slottet dengang. Måske var det ham, der fik sendt bud til kong Valdemar, for at få ham til at gribe ind i striden. I det mindste kom kongen junkeren til undsætning og fik Kielergrevens folk jaget bort.
Hr. Claus' og fru Ides ældste søn, arvingen til Tørning, hed Rolf Limbek. Han skulle forberedes godt til at blive faderens efterfølger og fik derfor en verdensmands opdragelse. Han studerede kunst og videnskab i Paris, drog derfra til Prag, hvor han opholdt sig ved kejser Karl den IV`s hof. Der vakte han opsigt ved sin skønhed og sin ridderlige adfærd. Ved hans afrejse fra Prag slog kejseren ham til ridder.
Efter at ridder Rolf var kommet hjem til Tørning blev hans bryllup fejret på slottet. Alt så lyst og dejligt ud for den unge mand, hvis man da ikke spurgte Døden til råds. For den kom kort tid efter og tog ham med sig. Det blev nok den største sorg hr. Claus og fru Ide fik at bære. Døden kom atter til Tørning i 1369. Da kom den for at hente Claus Limbek selv. Man mener, at han og fru Ide ligger begravet under den store hængeelm sydøst for slotsruinen.
Men så urolige sjæle kunne umuligt få ro i deres grave. Ligesom deres herre, kong Valdemar må fare gennem natten mod Gurre, således må hr. Claus og fru Ide fare gennem mørket med deres kobbel af sorte, glammende hunde. Det er straffen for deres hårdhed mod bønderne. Ved Tørning mølle er der et markled, som man aldrig må lukke. Der skal Claus Limbeks og fru Ides genfærd frit kunne fare igennem, ellers kommer der brand og alskens ulykke over Tørning. Nu da vi er ved de mystiske ting, der sker ved Tørning, skal det lige nævnes, at hver julenat klokken 12 viser der sig på borgvolden en slange med guldkrone på hovedet. Om den har noget at gøre med Claus Limbek eller måske med Valdemar Atterdag - eller hvorfor den overhovedet viser sig, er der ingen, der ved mere.
Under Christoffer II var kronens økomomi så dårlig, at store dele af landet - herunder Kalø - var pantsat. Kalø var pantsat til grev Gerhard af Holsten, "den kullede greve", som pantsatte borgen videre til Claus Limbek.
Efter grevens død gik Claus Limbæk over på den danske kongens side, blev lensmand på Kalø og endte i 1344 med at blive drost, rigets øverste embedsmand. Dette skift i tilhørsforhold kan måske forklare oprindelsen til en historie om, at grev Gerhard belejrede Kalø, Claus Limbeks pant.
Han bliver sidste gang nævnt d. 6/7-1368.
Han ejede Rugtved Borg i Vensyssel.
Han ejede Skinkelsborg ved Lillebælt.
Den 10. april 1362 blev der indgået en aftale om ægteskab mellem hr. Stig Andersen (Hvide) på vegne af hans umyndige sønnesøn Jens Uffesen og hr. Claus Limbek på vegne af dennes datter Elizabeth. Dermed var der indgået en forbindelse/alliance mellem Jyllands på dette tidspunkt to mægtigste mænd. Udfra oplysninger der gives i ægteskabskontrakten kan deres gods beregnes til at udgøre, hvad der i det 15. århundrede ville svare til henholdsvis ca. 450 og ca. 600 bondegårde 7 .
Limbek, Claus (Nicolaus), -o. 1370, Drost. Slægten L. stammer utvivlsomt fra Holsten; i det 14. Aarhundrede levede dog talrige Medlemmer af den i Sønderjylland, og Familien har maaske taget Navn efter Landsbyen Lembek nord for Rensborg. En af C den ndfr. nævnte Lyder L.s Brødre hedder Nicolaus, men er vist nok forskjellig,fra den senere Drost;denne fører undertiden Til I navnet Mulerlh,medens der samtidig levede en Claus L.,kaldet Kuddy.
C. L. kom med Grev Gert ind i Danmark og maa have vist Greven store Tjenester, siden denne gjorde ham til en Slags Underbefalingsmand for hele Nørrejylland, medens han tillige fik det vigtige Slot Kalø i Pant for 10000 Mark Sølv. Efter at Greven var blevet dræbt i Randers (1340), og Valdemar Atterdag begyndte at faa Fremgang, ansaa C. L. det for klogt at slutte sig til denne; 1343 forlod han Grevernes Tjeneste, og Valdemar gjorde ham strax til sin Høvedsmand over Sjælland, Aaret efter endog til Drost. I de følgende Aar havde han en væsentlig Del i de Bestræbelser, der førte til den fulde Gjenerhvervelse af Sjælland og Laaland, i det han ligesom hans Herre snart kæmpede og snart underhandlede; samtidig var han stadig Lensmand paa Kalø. Den tyskfødte Adelsmand blev efterhaanden nøje knyttet til de danske Stormænd; en Datter af ham ægtede Iver Nielsen Rosenkrantz, medens han ogsaa kom i Slægt med Erik Nielsen Gyldenstjerne og Stig Andersen Hvide. Men han kom derved ogsaa til at dele den danske Adels Misnøje med Valdemar Atterdags hele Styrelsesmaade, og allerede 1351, da Jyderne første Gang rejste sig mod Kongen, finde vi C. L. blandt Opstandens Ledere. 1353 kom det til Forlig, og strax blev han atter Drost; men 1357 stillede han sig igjen paa Kongens Fjenders Side. Den store Udsoning i 1360 forligede ogsaa C. L. med Kongen, og i flere Aar stod han nu i større Anseelse end nogen Sinde; som Drost var han stadig ved Valdemars Side og ledsagede ham vist ogsaa 1363 paa Rejsen til Kejser og Pave; naar Kongen i sine Forlig med Nabofyrsterne eller Hansestæderne gik ind paa en Voldgift, satte han oftest sin Drost ind blandt dem, hvem han valgte til Dommere. Alligevel var C. L. dog endnu stadig mere Stormanden end Kongens Embedsmand, og da den jyske Adel 1368 brød med Valdemar, nævnes han i forreste Række sammen med sine nørrejyske Frænder. De holstenske Grever overdroge ham Riberhus; men dermed forsvinder C. L. og maa være død, inden Krigen sluttede med et Forlig i Jan. 1373. Datidens Aarbøger og Aktstykker vise os kun de ydre Omrids af C. L.s Liv; men man vil ikke være i Tvivl om, at han maa have været i Besiddelse af fremragende Evner, siden denne fremmede arbejdede sig op til at indtage Førstepladsen blandt Danmarks Stormænd, og Valdemar Atterdag stadig lod ham beholde det vigtige Drostembede, hvor ofte han end svigtede sin Ed. I Holsten levede der mange Sagn om C. L. og hans Forhold til Kongen; man fortalte, hvor dristig han, da Valdemar krævede Troskabsed af ham, havde svoret, at han aldrig vilde være Kongen og Riget tro, og hvor snildt han havde forstaaet at slippe bort, da Kongen en Gang paa Vordingborg havde en Kjedel kogende Vand i Beredskab for ham. Den holstenske Krønnike fra 1448, der har bevaret disse Sagn, véd ogsaa at fortælle, at C. L. ved at ægte en rig Enke kom i Besiddelse af Gaarden Tørning; maaske beror dette dog paa en Forvexling med C.s Søn Henneke (s. ndfr.), da Drosten i Modsætning til sine Frænder netop ene synes at have haft Gods og Len i Kongeriget.
Claus (Mulerch) Limbek stammede fra en holstensk slægt, men var efter alt at dømme søn af en datter af Niels Eriksen (Gyldenstjerne) og Otte Limbek, som skrev sig af det jyske gods Boller 1350 8 . Han havde store godsbesiddelser både i Danmark og i hertugdømmet Slesvig. Claus Limbek var Valdemar Atterdags drost - med afbrydelser - det meste af tiden fra 1344-1366, men trods dette havde han været ledende i de jyske oprørsbevægelser mod Valdemar Atterdag både i 1351-53 og 1357-60. Stig Andersen var sønnesøn af den marsk Stig Andersen, der blev dømt fredløs efter mordet på kong Erik Klipping i 1286. Han havde været Valdemar Atterdags loyale og højt betroede hjælper fra 1343 til ca. 1356. Hans søn hr. Uffe Stigsen deltog imidlertid i oprøret mod Valdemar Atterdag fra 1357 og blev dræbt, vist på kongens foranledning, den 30. december 1358. Dette fik ifølge den velorientede "Yngre sjællandske Krønike" hr. Stig til at opsige "kongen huldskab og troskab af sorg over sin søn...og tillige ægget af anden uret". Kongens reaktion herpå var, at han konfiskerede hr. Stigs gods. Dette må han imidlertid have fået tilbage i forbindelse med fredsslutningen i 1360, siden han i 1362 var i stand til at foretage dispositioner over sit gods 9 . Trolovelsen i 1362 indebar udover en sammenknytning af disse to mægtige mænd også en sammenbinding af væsentlige dele af de øvrige stormænd, der senere skulle fremstå som ledere af det 3. jyske oprør mod Valdemar Atterdag. Hr. Claus Limbek havde yderligere to eller snarere tre døtre: Én var gift med hr. Iver Nielsen (Rosenkrantz), én med Hartwig Pogwisch og en tredje vistnok med hr. Benedikt III Ahlefeldt 10 . Endvidere var han gennem sin mor fætter til hr. Niels Eriksen (Gyldenstjerne), hvis fader nævnes i ægteskabsaftalen som værge for hr. Claus' datter. En anden fætter var hr. Lyder Limbek. Endvidere nævnes hr. Niels Torstensen (Panter) i ægteskabsaftalen som en mulig værge for hr. Claus' datter, hvilket indicerer nært slægtskab. Hr. Iver Nielsen (Rosenkrantz) havde en bror, hr. Jens Nielsen, som også (sammen med broderen) omtales som en mulig formynder for hr. Claus' datter. Hr. Niels Torstensen (Panter) var fætter til Lave Uffesen (Panter) af Clausholm. Som værger for Jens Uffesen (Hvide) nævnes i dokumentet fra 1362 i rækkefølge: Hr. Stigs brorsønner, Hr. Anders og Lars Uffesen (Hvide) og hr. Kristian Kaas. Hermed har vi truffet 13 af vore 18 oprørsledere . E. Albrechtsen: Herredømmet over Sønderjylland, København 1981, s. 170. Når DAA 1926, Stamtavler s. 7 mener, at Niels Eriksens datter var gift med Godskalk Limbek, beror det på den fejlagtige opfattelse, at Godskalk Limbek var far til hr. Claus (Jvf. 15/8 1335, 22/2 1355). Hr. Claus anses vanligvis for at være søn af en Otte L., og når vi kender én af dette navn, som 1350 skriver sig af Boller, blir det nærliggende at tro, at vi her har hr. Claus danskgifte fader, selvom hr. Claus også havde en fætter, der hed Otte. At denne alliance blev indgået i april 1362 kunne meget vel hænge sammen med, at det på dette tidspunkt igen trak op til krig mellem de holstenske grever Claus og Henrik og Valdemar Atterdag. Greverne var i hvert tilfælde allierede med de vendiske hansestæder og den svenske og den norske konge i den krig, det trak op til 1361-62 12 . Som nævnt foregik alle tre jyske oprør mod Valdemar Atterdag i tæt alliance med de rendsburgske grever. Imidlertid blev den holstenske indsats i krigen i 1362 vist mest af symbolsk karakter, og jysk uro i den forbindelse kendes ikke. Måske førte det hurtige nederlag for de vendiske stæder til, at man ikke nåede at engagere sig for alvor før krigen var slut. Imidlertid kom chancen igen i 1367, da det trak op til den store koalition mod Valdemar Atterdag. Den 30. november 1367 13 blev der indgået endnu en interessant ægteskabsaftale - muligvis var det tidligere aftalte ægteskab ikke blevet realiseret som følge af én af parternes død 14 . Den hr. Iver Nielsen (Rosenkrantz), som tidligere havde været gift med en datter af hr. Claus Limbek, blev nu trolovet med hr. Stig Andersens sønnedatter Tove Uffesdatter. Dette kan, udover en fornyet kontakt mellem Claus Limbek-gruppen og Stig Andersen-gruppen, også opfattes som en styrkelse af båndene til den allerede da mægtige Gyldenstjerne-slægt. Brødrene Iver og Jens Nielsen (Rosenkrantz) var sønner af Niels Eriksens (Gyldenstjerne) faster. Gennem Gyldenstjerne-slægten var der også en forbindelse til den berømte oprører Niels Bugge (dræbt 1358 sammen med Stig Andersens søn) og hans slægtninge. Niels Bugge kaldes to gange 'bror' til Erik Nielsen (Gyldenstjerne)15 . På lidt længere sigt arvedes Niels Bugge af to døtre. Den ene af disse, Elizabeth blev gift med den lauenburgske stormand, Godskalk Skarpenberg, som nævnes som én af de 18 i begyndelsen af 1368. For de resterende fire af de 18: hr. Niels Esgesen (Lange), Niels Glob, Poul Glob og hr. Poul Jensen (Munk) har vi forholdsvis begrænset genealogisk viden - dog er Niels og Poul Glob naturligvis nært beslægtede 16 . De fleste af de 18 var eller blev altså nært sammenknyttede af lægtskabs-/ægteskabsforbindelser. Det ser ikke ud til at have været noget rent tilfælde. Og hvad der er mindst så interessant: De nævnte ægteskabsaftaler er udtryk for etablering af nye slægtsforbindelser, idet den kanoniske rets restriktive bestemmelser om ægteskabsindgåelse jo ikke tillod nærmere beslægtede personer at gifte sig. Af de 18 var fire af tysk afstamning, heraf tre af holstensk: hr. Claus Limbek, hans to formentlige svigersønner Hartwig Pogwisch og hr. Benedikt Ahlefeldt samt hans fætter hr. Lyder. Hr. Benedikt havde ikke megen tilknytning til Jylland, men besad store mængder gods - især krongods - på Lolland, på Falster og på Fyn. Hr. Lyder havde sin hovedbastion på borgen Søgård i det Lundtoft herred i hertugdømmet Slesvig, som han havde i pant af hertugen. Han har dog også disponeret over (lidt) jysk gods. Harwig Pogwisch sad inde med borgen Egholm i Himmerland, mens hr. Claus som nævnt besad overordentlig meget gods i Nørrejylland og i Hertugdømmet og i øvrigt synes at have været den naturlige forbindelsesofficer mellem de jyske stormænd og de rendsburgske grever. Det er formentlig ikke i sig selv specielt forklaringskrævende, at disse tre personer deltog i dette oprør. Alle 18 må siges at have tilhørt højadelen og alle - også for de, hvor det ikke kan eftervises - må have været særdeles godsrige. Fire af dem: hr. Benedikt Ahlefeldt, hr. Claus Limbek, Poul Glob og hr. Stig Andersen havde tidligere spillet politiske hovedroller under Valdemar Atterdag, mens yderligere syv optræder som kongens medlovere ved vigtigere udenrigspolitiske aftaler. Alt i alt er der tale om en ganske imponerende flok. Det foregående jyske oprør 1357-60 var endt med en aftale på Fænøkalv i Lillebælt, hvis indhold vi ikke kender 17 . Det forhold, at hr. Stig Andersens gods, som ovenfor nævnt, blev konfiskeret, men siden tilbageleveret, indicerer imidlertid, at aftalen er gået ud på en retablering af status quo ante. Aftalen fra Fænøkalv blev tilsyneladende ratificeret i Kalundborg. Dette er sikkert sket i forbindelse med vedtagelsen af den såkaldte "Landefred" her den 24. maj 1360. Denne kan da også opfattes som en følge af og en fredsslutning efter det andet oprør. Ifølge Landefreden skulle alle, som "anstifter plyndring og brand og foretager fængslinger, samt med råd eller i dåd fører udenlandske herrer og mænd ind i riget, som på nogen måde kan være Danmarks rige til skade og fordærv...miste fred, gods og liv", og alle skulle hjælpe til, at disse bestemmelser blev overholdt 18 . Blandt de nævnte 18 havde syv beseglet Landefreden, og de måtte således have været særdeles bevidste om risikoen ved at starte et nyt oprør i alliance med udenlandske fjender. De må således have følt, at de havde stærke grunde til at forsøge at frigøre sig endegyldigt fra Valdemar Atterdags herredømme.
I øvrigt fremgår det, at Hr. Claus Limbek regnes som den jyske opposition leder, idet han som den eneste af 'jyderne' tiltrådte aftalen om deling af det danske rige mellem de i koalitionen involverede fyrster den 25. januar 1368.

  Begivenheder i hans liv:

• Beskæftigelse: Rigsdrost.

• Beskæftigelse: Lensmand: Kalø. Grevens Lensmand.
Gik over til Valdemar Atterdag. Dog med i Adelsopgør mod Kongen.

Nicolaus blev gift med Ide Hartvigsdatter Krummedige, datter af Hartvig Mildehand Krummedige og Sophie Pedersdatter Stygge. (Ide Hartvigsdatter Krummedige blev født efter 1320 og døde før 1388 i Tørning Slot, Haderslev.)