Peder Jensen Winstrup

  Forskningsnotater:

Han var den sidste danske biskop i Lund, og den første svenske.
Han modtogKong Karl X Gustav velkommen i marts 1658.
I 1648 tog han imod Frederik III under kroningsceremonien i København.
I 1649 betalte han en døbefont til Hørning Kirke. Døbefonden var af smedejern, den er nu på Nationalmuseet.
Han var Kannik i Århus. ( Biskoppens øverste overhoved )
Søndag d 29/8-1596 kronede han Christian 4. til Konge,i Vor Frue Kirke i København. Kroningsceremonien tog over 3 timer.
Han var Professor.
I Roskilde Domkirke hænger der et portræt af ham. Plads nr. 8.
I april 1658 holdt han en ligprædiken over den gamle Tage Thott til Eriksholm.
I 1658 var han i spidsen for præster med til at tage imod Kong Karl 10. Gustav og hans skib, ved molen i Helsingborg.
Han var en interessant og gådefuld person.
Han er født på Sjælland.
Han var i mere end 20 år det skånske præsteskabs førstemand.
Hans tro var den Ortodoks Lutherske Tro.
Han var tilhænger af en stærk Kongemagt.
Han var modstander af det herskende adelsvælde i Skåne.
I 1660 købte han det store Vãrpinge ( Trolleborg ) af Ove Thott fra Skabersjø, og han blev godsejer.
Ved Malmømødet i 1662 kæmpede han i spidsen præsteskabet, for danske gudstjenester.
I 1606 var han Sjællansk Biskop, og Kongen bad ham døbe hans datter Elisabeth uden djævleuddrivelse, som ellers var ved lov.
Böneskrift af biskop Peder Winstrup 1678. (Peder Winstrup står som ägare till Södertou, vilken gård sedermera övergick i hans - misslyckade - sons ägo, allt enligt vad som hittills kunnat utforskas. Men denne storman, biskop och universitets-skapare (Lund) ägde också Lundagård, samt godsen Värpinge och Gärsnäs. Men så kom det skånska kriget 1676-1679 och sällan har väl ett krig varit så förödande för en landsdel i Sverige som detta - kanske aldrig. Även i sina rikaste trakter liknade Skåne ett öde land. Denna förödelse drabbade också stormannen Winstrup, vilket framgår av följande, av Winstrup den 12 september 1678 till kung Karl(XI) avsända böneskrift. Skriften är bokstavsgrann avskriven, men jag tror inte att den skall vålla några läsproblem, trots en märklig blandning av olika språk.) Stormächtigste Konung, Aldranådigste Herre, Eders Kongl. Maj:t min aldra nådigste Herre och Konung medh thenna min underdånigste och ödmjukeligste Supplique att gravera nödgas jag till aff thetta mit miserable tilståndh, uthi hvilked jagh nu uthi thenna besuärlige thiden städder ehr. Gud ehr thet best bekandt, huru många stora och hårda pressurer jagh aff fienden valdsommelig, så vell medh plyndringer, som åtskilliga skatningar har most uthståt; har ock uthi thenna besvärliga thiden inted aff then inkomma, som Ed. Kongl. Maj:t på min löhn mig nådigst har forundt, kunnat åtniuta, hvaröffver iagh migh inted har welath besvära, aldenstund thet ehr kommen till Ed. Maj:tz thienst och magazin och iagh sielff har hafft the medel, hvarvid iagh har kunnar subsistera; men som thet nu på alt sätt tryer för migh, ville iagh ödmjukeligst och underdånigst bedia, iagh uthi min höga och skröpliga ålderdom motte så widja tagas uthi Ed. Kongl. Maj:ts nådigste consideration, at migh icke alt mitt liffs uppehälle skole afskuredh varda, at som iagh inted annat har att leffva aff en then ringa sädh iagh för migh sielff har kunnat affla, hvilken er mycked ringa, såsom fienden har borttaget al min boskap, så vell then iagh till födo behöffde som then hvarmed iagh jorden dyrkia skole, at iagh för then skull samma ringa affling fri och uthan någon contribution måtte åtniuta för migh och mit fattiga huus till uppehälle, sådant Gudh then aldra Högste rijkeligen skall belöhna, hvarom jag uthan afflåtelse med minom böhn altid hos thet gudommeliga Majestetet skall anhålla som Ed. Kongl. Maj:tz tro förbedjare,
Lundegaard d. 12 Sept. 1678.
allerödmjuckeligste och underdånigste
tienare och undersåte,
Peder Winstrup.

(Hur gick det då med böneskriften ?
Kungen befallde att gen. guvernören i Skåne skulle hjälpa Winstrup att få sitt rättmätiga tionde. Det förslogs troligen att den gamle mannen skulle flytta till Malmö, för att få större säkerhet, men det ville han inte. Det tycks också som om Winstrup inte fick det så särskilt mycket bättre, utan fortsatte att leva under stora svårigheter och stort armod. Han avled 1679.)
Peder Jensen, 1549-1614, Biskop, var født i København 18. Marts 1549. Hans Fader, M. Jens V., var Sognepræst ved St. Nicolai Kirke samt Provst i Kjøbenhavn og Sokkelunds Herred (f 1558), Moderen, Anne Nielsdatter Hofvet, blev senere gift paa ny med en Præst. Efter Skolegang i København, Slagelse og Roskilde blev V. Student 1568; 2 Aar efter tog han Bakkalavrgraden, hvorpaa Bjørn Andersen Bjørn (II, 358), der var Befalingsmand paa Kjøbenhavns Slot og Ejer af Vinstrup i Sjælland, hvorfra V.s Fader formodentlig stammede, antog ham til Lærer for sine Sønner Truid og Jacob. Da i det mindste den sidste af disse (II, 361) senere viste en ualmindelig videnskabelig Sans, tilkommer der vistnok Læreren noget af Æren derfor, saa meget mere som han ogsaa fik det Hverv at ledsage de unge Mennesker paa deres Studierejser i Udlandet. I Forening med dem besøgte. han fra 1572 af en Række af Tysklands Højskoler og erhvervede Magistergraden i Wittenberg, hvor han ogsaa udgav en mærkelig Prøve paa sin Lærdom, nemlig en Omskrivning af Christi Lidelseshistorie i græske Hexametre (1576). Da Embedet som Læsemester ved Domkirken i Aarhus imidlertid var blevet ledigt, tænkte Bjørn Andersen, der nu var Lensmand paa Aarhusgaard, paa sine Sønners Hovmester, kaldte ham hjem og skaffede ham 1576 dette Embede. Aaret efter ægtede V. Marine, Datter af afdøde M. Esben Pedersen (Kannik og Sognepræst ved Domkirken i Aarhus) og Stifdatter af Biskoppen sammesteds, Mag. Laurids Bertelsen. V.s Virksomhed i Aarhus blev dog foreløbig ikke af lang Varighed, da han allerede 1578 valgtes til Sognepræst ved Helliggejstes Kirke i Kjøbenhavn. Der er Tegn til, at han har været vel anset paa højere Steder, eftersom Universitetet 1580 fik kongl. Opfordring til at kreere ham til Dr. theol., da han formentlig var - en Opfordring, som dog paa dette Tidspunkt ikke blev tagen til Følge. Vi vide ikke, om det kunde være en Slags Erstatning, at V. 1583 afgiftsfrit blev forlenet med kongetienden af Magleby Sogn paa Møen. Imidlertid aabnede der sig en større Virksomhed for ham. Han havde lige udgivet sit Skrift (Ligprædiken over Rigens Kansler Eiler Grubbe), da der 12. April 1587 fra Skanderborg udgik Kongebrev til ham om, at Kongen havde bevilget M. Laurids Bertelsen, Superintendent i Aarhus Stift, Afsked formedelst Alderdom og Skrøbelighed og udset ham til M. Laurids' Efterfølger. Det kan jo ikke betvivles, at den gamle Biskop, der snart efter døde, selv har udset sin Eftermand. I ethvert Tilfælde blev V. nu Biskop i Aarhus, hvortil han indviedes i Stiftets Domkirke af Biskop Peder Thøgersen fra Viborg. V.s andet Ophold i Aarhus blev noget nær lige saa kortvarigt som det første. Det kunde næsten synes, som om man i Kjøbenhavn ikke undte Aarhus Besiddelsen af en saadan Mand; thi efter faa Aars Forløb kaldedes han (31. Dec. 1590) til Biskop i Sjællands Stift, hvorhos det paalagdes Universitetet at antage ham til Professor i Theologien og ved første Lejlighed at kreere ham til Doktor. I Aaret 1591 tiltraadte han nu dette Embede og tog 7. Dec. s. A. Doktorgraden under Dr. Hans Slangerups Præsidium. Om V.s Embedsvirksomhed kan det siges, at han ganske vist var en hæderlig og brugbar, men ikke nogen særlig fremragende Personlighed. Med sin Kollega i det theologiske Fakultet, den stridbare Dr. Jørgen Dybvad, kom han snart i et meget slet Forhold, hvilket dog næppe nærmest har været V.s Skyld, da han, efter alt at dømme, var en fredelskende Mand og snarere kan beskyldes for Svaghed end for Stridbarhed, om han end holdt temmelig stærkt paa sin bispelige Værdighed. Det gik saa vidt, at V. erklærede, at saa længe Dybvad var Universitetets Rektor, vilde han ikke sætte sin Fod i Konsistorium eller overhovedet have noget med Universitetets Sager at gjøre. V.s Bispegjerning faldt i en Brydningstid - ikke blot at den kongl. Myndighed gjorde sig stærkere gjældende paa Kirkens Omraade end tidligere, men ogsaa at en strængere luthersk Orthodoxi begyndte at kæmpe sig frem mod den hidtil raadende, skjønt ingenlunde officielt anerkjendte, Kryptokalvinisme. At V. nærmest hørte til Hemmingsens Skole, kan ikke betvivles og fremgaar da ogsaa af de varme Ord, han talede ved sin gamle Lærers Grav; men Polemiker var han ikke og fandt det derfor rigtigt at rette sig efter de raadende Magter, selv om de gik andre Veje, end han billigede; og det var da ogsaa denne tilsyneladende Holdningsløshed, der paadrog ham skarpe Angreb af den hidsige Kryptokalvinist M. Oluf Kock, der beskyldte Biskoppen for at ligge og rode i sit Guld og Sølv i Stedet for tilbørlig at vogte Herrens Menighed. Hvad V.s litterære Virksomhed angaar, da udgav han en lang Række homiletiske Anvisninger og Bønner til Brug ved de næsten aarlig tilbagevendende Bededage, der paa den Tid altid holdtes 3 Dage i Rad. Desuden haves Ligprædikener af ham over Kansler Niels Kaas (1594) og over Rigsmarsk Hack Holgersen Ulfstand (1595). Da den sidste skulde begraves ved sit Herresæde i Skaane, vægrede V. sig ved at forrette Begravelsen, indtil der forelaa udtrykkelig kongl. Befaling til ham derom. Sikkert har han ikke villet støde sin Kollega, Biskop Mogens Madsen i Lund, til hvem han altid stod i det venligste Forhold. V.s Taler ved Christian IV's Kroning i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn findes trykte i A. Bentsen Dallins Oversættelse af Aug. Erichs tyske Beskrivelse af Kroningshøjtidelighederne. Da V. var i en vellønnet Embedsstilling og desuden (indtil 1602) havde et Kanonikat i Aarhus, blev han en velstaaende Mand og erhvervede ved Kjøb flere Ejendomme i Kjøbenhavn. Efter sin ovennævnte Hustrus Død (6. Sept. 1598) overlod han en af disse Ejendomme som Mødrenearv til sin Datter Anna, der s. A. ægtede Professor Hans Staphensen, en anden Datter, Elene, blev siden gift med Niels Clausen Senning, der endte som Biskop i Oslo. Den førstnævnte af disse Svigersønner blev V. en udmærket Medhjælper i hans offentlige og private Korrespondance. Siden giftede V. sig paa ny (5. Avg. 1599), med Anna, Datter af Elias Eisenberg . Med denne Hustru havde V. 7 Børn, hvoriblandt Sønnen Peder P. V. (s. ndfr.) og 4 Døtre, der ligesom de 2 ovenanførte af første Ægteskab bleve gifte med ansete Mænd i akademisk og gejstlig Stilling. - 1608 ramtes V. af Apoplexi. Fra den Tid var hans Kraft svækket, og da Svageligheden stadig tog til, søgte han tilsidst sin Afsked. Men inden hans Ønske opfyldtes, døde han 24. Juni 1614. Hans Enke ægtede siden hans Eftermand, Biskop H. P. Resen. - Før sin Død havde V. stiftet et endnu virksomt Rejselegat for en theologisk studerende.

  Begivenheder i hans liv:

• Beskæftigelse: Biskop: København for Sjælland.

• Beskæftigelse: Professor Cand. Theol.

Peder blev gift med Maren Esbernsdatter, datter af Esbern Pedersen og Ellen Sørensdatter, den 16 Oktober 1577. (Maren Esbernsdatter døde den 6 September 1598.)

Peder blev derefter gift med Anne Eisenberg.