Harald Sigurd Severin Nielsen

  Forskningsnotater:

Han arbejdede på jernstøberiet i Stubbekøbing.

Beskrivelse af støberiet :

Når man i Stubbekøbing taler om 'Fabrikken', ved alle, at det drejer sig om de store fabriksbygninger på vænget mellem Bagergade og Elversvej.
Fabriksvirksomheden her begyndte i 1845, da tømrer og møllebygger A. C. Rasmussen gik i gang med en produktion af landbrugsmaskiner, der efterhånden kom til at omfatte fremstilling af bl.a. tærskeværker, hesteriver, roeskærere, hesteomgange og såmaskiner.
af store tærskeværker, hvortil der anvendtes hesteomgange med fra 3 til 6 hestes trækkraft, leveredes i løbet af fabrikkens første 40 år omkring 80 stykker, såvel til store gårde her på øerne, som til Sjælland, Fyn og Jylland, ja et enkelt sendtes såmænd til Sverige.
Produktionen ekspanderede kraftigt i de første årtier, og det kunne se ud til, at A. C. Rasmussen ikke helt har været i stand til at styre udviklingen - måske var også konjunkturerne udefra medvirkende - i hvert fald er det en kendsgerning, at han gik konkurs. Driften fortsattes imidlertid uforandret under bestyrelse af Konsul Benzon og Auditør Oxenbøll, og i løbet af 10 år (1866-1876) var alle kreditorer fuldt udbetalt, og der var 30.000 kr. i kassen derudover.
Inden for hjemmets fire vægge var Rasmussen også produktiv, idet familien i løbet af 20 år forøgedes med 10 børn. 3 af børnene blev i Stubbekøbing, og sønnen Carl Christian Rasmussen, der fødtes i 1843, blev den, der kom til at drive virksomheden videre. Han havde fået en grundig uddannelse, først hjemme, så hos Burmeister & Wain i København, på Howaldtwerke i Kiel og endelig hos Carl Beermann i Berlin. Desuden havde han set sig omkring, således besøgte han verdensudstillingen i Paris i en uge i 1867.
Da han efter sine uddannelsesår kom ind i arbejdet på fabrikken i Bagergade, gled virksomheden ind i en ny periode, idet han fik sat sving i såmaskineproduktionen, fik udtaget patent på systemet og fik installeret dampmaskine på 6 HK til fremdrift af maskineriet.
Grundlæggeren trak sig tilbage i 1876, og kunne da aflevere en gældfri virksomhed til sønnen. Han kunne nu helt hellige sig sine andre beskæftigelser. Han var således medlem af brandkorpset lige til han blev 70, og han var tilsynsførende ved havneudvidelser og i en enkelt periode medlem af byrådet. Arbejdet i Håndværkerforening og Borgerforening optog ham stærkt, og han hædredes da også af disse foreninger med æresmedlemsskab i 1887. Han boede til sin død 1898 i sin oprindelige bolig, et nu nedrevet hus på hjørnet af Bagergade og Nykøbingvej, tæt ved fabrikken.
Selve virksomheden blev efterhånden udvidet med nye montagehaller og nyt beboelseshus ved indkørslen fra Bagergade, og i dette hus inderettede C. C. Rasmussen sig med sin kone.
Med sønnens overtagelse af virksomheden blev der tale om egentlig fabrikation i modsætning til tidligere håndværksmæssig fremstilling.
Fabrikkens speciale blev såmaskineproduktionen. Allerede i 1860 havde man fremstillet en håndsåmaskine. Det var faktisk sædemandens sæk, ændret til en lille kasse med håndsving. Den gav 6 alens såbredde. Den fremstilledes da også i nogle hundrede eksemplarer, men det viste sig svært for brugeren at få doseringen til at fungere rigtigt. Det gik, som det går lirekassemanden, drejer han ikke roligt på håndsvinget, kommer melodien til at lyde underligt - ligeså hos landmanden: Udsåningsmængde blev let noget tilfældig. Det var støbemester Friis, gamle Breitenstein og Carl Neble, der stod for denne fremstilling - fabrikkens første egentlige produktion.
I de følgende årtier blevc det bredsåmaskinen og senere radsåmaskinen, der gav det store salg, især efter den fransk-tyske krig 1870, da landbruget gik kraftigt frem. For disse maskinkonstruktioner modtog virksomheden da også flere gange herhjemme som i udlandet diplomer på udstillinger og landmandsforsamlinger.
Større maskine såsom dampkedler og dampmaskiner til større gårde og blandt andet Weng Uldspinderi i Maribo fremstilledes også. Selvrensende tærskeværker var et andet af de produkter, der var salg i, til at begynde med dog kun til de gårde, der havde dampkraft til rådighed, men også mindre gårde kom med, da den elektriske kraft erstattede hesteomgangene.
Man lyttede, og man var ikke bange for at prøve kræfter med nye opgaver. Således hørte man allerede i 1860 om, at amerikanerne havde konstrueret en malkemaskine. Man skaffede ad omveje et eksemplar, der dog viste sig ikke at fungere efter hensigten. Man ændrede lidt ved maskinen og fik virkelig en funktionsdygtig model fremstillet - men køerne kunne bedre lide malkepigens fingre. Apparatet fungerede ellers på den måde, at en blikspand forbandtes med 4 gummislanger til kloens patter samt forsynedes med en gummimembran som låg. Når dette låg så bevægedes ved hjælp af 2 skafter, fremkom der en stærk sugning gennem slangerne. Men, som sagt, køerne kunne ikke lide det, var urolige, slagerne kunne ikke sidde fast - kort sagt, forsøget opgaves.
Landbrugsrepræsentanterne stillede også med deres idéer. Venstrepolitikeren, dyrlægt H. Jensen, der var medstifter af og formand for Nordfalsters Landboforening, og som boede i sin gård på hjørnet af Vesterstræde, senere kaldet Gottliebs gård, var aktiv i mange retninger. Han fik en dag fat i østrigsk skrift om centrifugering og så starks de store muligheder i denne form for adskillelse af fløden fra mælken, men kunne ikke få foreningen til at gå ind i forsøg i den retning. Det lykkedes ham imidlertid at interessere enkelte større landmænd for tanken, spledes at der kunne skaffes kapital til en forsøgsrække.
i 1873 kom denne kreds så til C. C. Rasmussen med idéen, og der fremstilledes da en Storm-P.-agtig forsøgsmodel.
Der indrettedes et karruselstativ med plads til 2 mænd, som hurtigt skulle dreje et vandret liggende dobbelthåndtag, hvorfra bevægelsen førtes videre gennem et sæt koniske tandhjul til en lodret stående aksel, på hvilken der var ophængt 2 spande. Mælken i spandene skulle så ved rotationen slynges ud mod spandens sider og fløden skilles fra.
Intet skete - og man forsøgte da med en anden tandhjulsudveksling. Nu kom der dog et resultat : Hanken gik af den ene spand, og mælken sprøjtede ud over de tilstedeværende. Efter flere forsøg opnåedes dog resultater i den ænskede retning, men slet ikke i den nødvendige størrelsesorden.
Forsøgene der fandt sted på Carlsfeldt, indstilledes nu, da de deltagende landmænd ikke fandt det økonomisk forsvarligt at fortsætte ad denne vej.
I 1910 solgte C. C. Rasmussen virksomheden til et aktieselskab for 75.000 kr., og den blev nu drevet videre med 2 af hans sønner som ledere : Johannes Rasmussen som fabriksbestyrer og Carl Rasmussen som værkfører, og stadig med såmaskiner som hovedproduktion.
Under første verdenskrig var drivkraften en dampmaskine på 120 HK, men elektriciteten begyndte nu også sin indmarch her.
Årsproduktionen er nu oppe på 1600 maskiner.
I 1914 købtes det sidste stykke jord, så fabrikskomplekset kunne fuldstændiggøres. Det drejede sig om 13.000 kvadratalen ud mod Elversvej, der blev købt af Købmand Ejnar Hjorth for 12.000 kr.
Imidlertid kom virksomheden ind i en krise i begyndelsen af tyverne. Afsætningen gik i stå, lagrene var fyldte med færdige maskiner, og i montagehaller og på værkstæder hobedes maskindele sig op.
I 1929 måtte fabrikken definitivt lukke.
Først i 1934 kom der atter gang i foretagendet, idet prokurist hos Carl F. Petersen i Valby, Richard Ramhøj stiftede 'Temperværket' med fremstilling af blødt støbegods til bygningsbeslag som hovedsageligt solgtes gennem det firma, han kom fra.
Allerede i 1936 kom Ramhøj dog i økonomiske vanskeligheder og erklæredes konkurs i 1938, hvorefter Nordfalster Bank ved en tvangsauktion overtog virksomhed, produktionsapparat og færdigvarelager.
Aktieselskabet Nyboe & Nissen overtog kort efter den nordlige del af virksomheden for 79.500 kr. og skulle garantere beskæftigelse til 50 mand i 10 år, en forpligtelse, der let kunne overholdes, idet det nye firma med sin produktion af kedler m.v. ikke havde vanskeligheder med at få varerne afsat. Den resterende del af det gamle firma kørte viedere nogle år under navnet A/S Stubbekøbing Støberier, men opkøptes i 1950 af Nyeboe & Nissen.
Virksomheden drev en tid elektricitetsværk ved siden af den øvrige produktion og solgte under anden verdenskrig jævnstrøm til Stubbekøbing Kommune.
I 1972 overtog 'Vølund' hele fabrikken, men fremstillingen af Sempar-kedler fortsatte nogle år, indtil Stubbekøbing-afdelingen indgik i 'Vølunds' miljøtekniske afdeling.
Efter nogle år ville 'Vølund' afhænde det hele, man forsøgte at sælge og udleje i en periode til et automobilfirma til klargøring af importerede polske biler, men kort efter blev komplekset solgt til brug for Cigarkassefabrikation. Det blev altså trævarer igen - man kan næsten sige, at ringen er sluttet, det hele startedes af en 'Træmand', tømrer og møllebygger Rasmussen, og nu arbejdes der igen med træ på den gamle Stubbekøbing-virksomhed.

  Begivenheder i hans liv:

• Beskæftigelse: Arbejdsmand.

Harald blev gift med Nancy Marie Kirstine Laila Brønnum, datter af Herman Frederik Ludvig Marius Brønnum og Maren Sofie Jørgensen, den 24 Marts 1935 i Vangedevej 88, Vangede, Sokkelund, København.⁹ (Nancy Marie Kirstine Laila Brønnum blev født den 19 Juni 1914 i Halsskov By, Tårnborg, Slagelse, Sorø ¹², døbt den 16 August 1914 i Korsør Kirke Af Kap. Madsen,¹³ døde den 23 Oktober 1962 i Amsygehuset, Sct. Peders , Næstved, Hammer, Præstø ¹⁴ og blev begravet den 27 Oktober 1962 i Næstved, Kl. 14.00 Fra Østre Kapel og Kirkegård ¹⁵.)