Nykøbingvej 87

Forurening 2017



I forbindelse med en nedgravning af en kloakledning i Maglebrænde Onsdag er et vandrør blevet gravet over og der er løbet kloakvand ind i vandledningen. Det betyder, at drikkevandet er forurenet.
- Et vandrør blev i dag gravet over, og der kom desværre kloakvand ned i vandledningen, fortalte formanden for Maglebrænde Vandværk, Dines Kappel, Onsdag aften til TV ØST. Han fortæller også, at man ville skylde kloakledningerne igennem i løbet af natten.
Vandet kan stadig bruges til toiletskyld.
Så længe vandet er forurenet, kan brugerne hente rent drikkevand ved vandværket.
Det har ikke været muligt Torsdag morgen at få kontakt til Dines Kappel, men i et opslag på Maglebrænde Forsamlingshus Facebookprofil, kan man læse, at der ved vandværket på Nykøbingvej (ved det gamle SID hus) står dunke, som kan tages og derefter fyldes med vand fra en vandhane på stedet.
Kilde : Margit Olsen, Torsdag den 9/2 2017 Kl. 07:08.

- Der kom afføringsrester og papirrester ud af vandhanen. Det fortæller Jens-Erik Larsen, som bor på Soshøjvej udenfor Maglebrænde, hvor Guldborgsund Forsyning i øjeblikket arbejder med kloakering.
Det er det fynske firma Munck Forsyningsledninger, som Tirsdag morgen ved en fejl fik tilsluttet en kloakledning med tryk på en vandledning.
- Tirsdag aften kunne jeg konstatere, at vandet i hanerne lugtede rigtig grimt, og Onsdag morgen smagte det også meget grimt, fortæller Jens-Erik Larsen, som derefter kunne konstatere, at det, der burde være rent drikkevand, var kloakvand, som kom ud af hanerne.
Han henvendte sig til formanden for Maglebrænde Vandværk, Dines Kappel, som anbefalede at lade vandet løbe for at skylle rørene igennem.
Dines Kappel fortæller, at han ved selvsyn godt kunne se, at noget var galt.
- Onsdag blev >mede fra Munck Forsyningsledninger tilkaldt, og de gravede op, hvor de havde koblet de to ledninger sammen og kunne se, at der var sket en fejl. Derefter blev Guldborgsund Kommunes miljøvagt kontaktet, som igen kontaktede embedslægen.
I første omgang blev brugerne anbefalet at afhente vand fra en hane ved vandværket. Torsdag er der dog kommet besked om, at heller ikke vandet i vandværket må bruges.
- Jeg tror nu ikke, at kloakvandet er løbet i ledningerne helt ude fra Soshøjvej og ind til vandværket, men jeg respekterer naturligvis, at Guldborgsund Forsyning og embedslægen siger, at vandet i vandværket ikke må bruges til andet end toiletskyl, indtil prøverne viser, hvor udbredt forureningen er.
- Jeg tror, at det for de fleste brugeres vedkommende kunne klares med at lade vandet løbe et stykke tid og rense filtrene i hanerne, men fra vandværkets side følger vi naturligvis anbefalingerne, som siger, at vandet ikke må bruges, siger vandværksformanden.
Derfor er der nu hentet frisk, drikkeklart vand fra Stubbekøbing Vandværk, som er stillet op i store tanke ved vandværket på Nykøbingvej 87 i udkanten af Maglebrænde. Her er der også dunke klar, som de brugere, som ikke selv har dunke med, kan tage.
Dines Kappel fortæller, at der ventes svar på de første prøver på Lørdag. Men han forventer, at de omkring 150 brugere måske kan risikere at skulle hente vand i en lille uges tid. Han håber dog, at forbudet mod at bruge vandet kan udskiftes med et kogeforbud.
En del af 150 brugere har via SMS fået besked fra vandværket, og de, som ikke er tilmeldt SMS-ordningen, har enten fået en seddel i postkassen eller personlig besked, fortæller formanden for vandværket.
Ejendomme med dyrehold får bragt tanke ud med vand.
Kilde : Margit Olsen, Torsdag den 9/2 2017 Kl. 12:51.

Embedslægen advarer indbyggerne ved Maglbrænde Vandværk på Falster om at drikke vandet fra vandhavnen, det er forurenet med kloakvand.
Siden onsdag aften er borgerne ved Maglebrænde Vandværk på Falster blevet advaret om at drikke vandet, som kommer ud af vandhanen.
Drikkevandet er nemlig blevet forurenet med kloakvand og må kun bruges til toiletskyl. Der er i stedet stillet tanke op med rent drikkevand ved vandværket.
- I seks af prøverne er der fundet colibakterier, og forureningen er nu indkredset til 13 husstande øst for Maglebrænde. Der er ikke fundet colibakterier i vandet i selve Maglebrænde by, men embedslægen fraråder fortsat, at indbyggerne drikker vandet, siger Dines Kappel, formanden for Maglebrænde Vandværk, til TV ØST.
Først når der er fortaget og konstateret tre på hinanden følgende prøver, der er negative, kan embedslægen ophæve sin advarsel. Der er taget en prøve i går, og der skal tages en på Mandag.
- Det vil sige, at alle i området stadig er berørt, og det drejer sig om cirka 150 mennesker, fortæller Dines Kappel.
Vandet fryser til is.
Hos Maglebrænde Forsamlingshus er man også godt træt af situationen.
- Vi er tæmmelig meget træt af det, når vi skal lave kaffe og vaske op i forsamlingshuset, fortæller Else Rasmussen og tilføjer:
- Og vi har noget besvær med det, når vandet fryser til is.
Forureningen opstod på Soshøjvej under et gravearbejde.
Kilde : Thomas Albrektsen, Lørdag den 11/2 2017 Kl. 14:42.

Vand er sundt – i hvert fald under normale omstændigheder. men borgerne i Maglebrænde på Falster frarådes at drikke vandet i hanerne, for det er nemlig kloakvand, der ved en fejl kommer ud af hanerne.
Det uhygiejniske og farlige vand er kommet i rørledningerne fordi det fynske firma Munck Forsyningsledninger ved en fejl kom til at slutte en kloakledning til en vandledning. I stedet for rent vand kom der derfor pludselig kloakvand ud af vandhanerne i byen.
– Der kom afføringsrester og papirrester ud af vandhanen, fortæller Jens-Erik Larsen til Folketidende.
Selvom fejlen er rettet, så må man endnu ikke drikke vandet – der er nemlig fundet kolibakterier i vandet på 13 adresser i byen.
Borgerne bliver derfor rådet til at lade vandet fra hanerne løbe i vasken – og i stedet hente vand ved byens forsamlingshus.
– Jeg tror, at det for de fleste brugeres vedkommende kunne klares med at lade vandet løbe et stykke tid og rense filtrene i hanerne, men fra vandværkets side følger vi naturligvis anbefalingerne, som siger, at vandet ikke må bruges, siger den lokale vandværksformand, Dines Kappel, til Folketidende.
Kilde : Uffe Dahl, newsbreak.dk, Lørdag den 11/2 2017 Kl. 18:25.

Der var set frem til lørdagens svar fra de indledende prøver af den vandforurening, som i de seneste dage har været et stort samtaleemne hos Maglebrænde Vandværks brugere.
Som tidligere omtalt så vandværksformand Dines Kappel frem til lørdagens eventuelle svar på de første indledende prøver på vandforureningens størrelse og omfang, og heldigvis kom der svar.
- Vi kan nu se, at vandforureningen har været begrænset til 13 adresser, og det kan vi se ud fra de i alt 15 prøver, som der er blevet taget torsdag og fredag, fortæller Dines Kappel.
Konstateret colibakterier
Helt præcist drejer de vandforurenede adresser sig om Østerbro for nogle af ejendommenes vedkommende. Det er således nummer 6, 7, 9, 11, 15 og 19, hvor der er konstateret colibakterier i drikkevandet ud fra de første dages prøver.
Herudover er det også på Fribrødrevej 1 og 3 samt på Soshøjvej nummer 1 og 2 og Stærsmindevej 5, 7 og 9, at der er konstateret fund af colibakterier i nogle af de første 15 prøver fra Torsdag og Fredag.
- Der er ikke fundet noget vandforurening overhovedet i resten af vandværkets område, men nu skal der tages en tredje kontrol Mandag (i dag, red.), og hvis den også viser det samme som Torsdag og Fredag, har der været de påkrævede tre efter hinanden følgende prøver, som så kan sige, at der for langt de fleste af vores brugere overhovedet ikke har været noget forurening af deres drikkevand i de seneste dage, fortæller vandværksformand Dines Kappel.
Kilde : Kim Møller Pedersen, Mandag den 13/2 2017 Kl. 15:15.

152 ejendomme, der er tilkoblet Maglebrænde Vandværk, er i øjeblikket ramt af en forurening af drikkevandet, idet en ekstern entreprenør i forbindelse med arbejdet på en tryksat spildevandsledning ved en fejl har koblet spildevandsledningen på en drikkevandsledning. Det har bevirket, at urenset spildevand fejlagtigt er kommet ind i drikkevandsforsyningen, hvilket har ramt alle ejendomme, der er tilsluttet Maglebrænde Vandværk. Heraf er ca. 10 ejendomme særligt hårdt ramt. Men der er indtil videre indført påbud om ikke at anvende vand fra vandhanen i hele vandværkets dækningsområde.
Baggrund
Der er tale om en fejl begået af entreprenørselskabet Munck Forsyningsledninger under udførelse af en entreprise for Guldborgsund Forsyning.
Kort fortalt er der tale om, at entreprenørfirmaet i forbindelse med en planlagt sammenkobling af to spildevandsledninger fejlagtigt har opfattet Maglebrænde Vandværks forsyningsledning som den ene spildevandsledning.
Det skal derfor understreges, at Guldborgsund Forsyning som udenforstående part i sagen ikke har noget ansvar for hverken hændelsen eller de afledte økonomiske, miljømæssige eller tekniske konsekvenser. Ansvar, skyld og eventuel erstatning er således alene et forhold mellem Maglebrænde Vandværk og entreprenørselskabet.
Det skal yderligere understreges, at Maglebrænde Vandværk havde anvist, hvor den tinglyste vandledning lå og havde desuden udlånt tegninger til entreprenøren.
Da Maglebrænde vandværk er et lille privatejet vandværk uden ressourcer og kompetence til at løse forureningssager af denne karakter, har Guldborgsund forsyning imidlertid – foruden akut hjælp ved uheldets opståen – givet tilsagn om at bistå vandværket, så afbrydelsen af drikkevandsforsyningen bliver så kortvarig som mulig og skaderne begrænses.
Aktuel status
Siden forureningen Fredag blev kendt er der etableret nødforsyning via palletanke, så forbrugerne kan hente rent vand til forbrug, ligesom landbrugsejendommene er sikret vand til dyrene.
Selve fejlen er afhjulpet, og alle ledninger gennemspules i øjeblikket, og der tages daglig prøver til kortlægningen af forureningens omfang og udvikling. Guldborgsund Forsyning har i den forbindelse etableret samarbejde med et af Danmarks førende firmaer inden for rensning af vandinstallationer.
De ejendomme, hvor det er relevant, vil blive kontaktet de kommende dage for at få aftaler med forbrugerne om adgang til husinstallationerne med henblik på rensning af disse.
Kilde : Guldborgsund Forsyning, Mandag den 13/2 2017.

De 11 ejendomme, som er hårdest ramt af forureningen, er nu ved at blive isoleret fra det øvrige vandnet. For disse ejendomme forestår en grundig rensning af vandledningerne, som kommer til at vare et stykke tid og indebærer fuldstændig lukning af al mulighed for at tappe vand. Der er etableret nødforsynings-foranstaltninger, og de berørte ejendomme er kontaktet individuelt.
Vi afventer nye måltal for det øvrige ledningsnet i løbet af Tirsdagen. Vi håber at kunne åbne op for, at vandværkets kunder snarest kan anvende drikkevand efter kogning, men indtil videre opretholdes påbudet om, at vand fra vandhanen kun må anvendes til toiletskyl.
Kilde : Guldborgsund Forsyning, Tirsdag den 14/2 2017.