Hvis du trykker på musen over billedet, kan du se dette i stort.

Peder og Karen Jørgensen.

Thorvald Jørgensens køkken.

Den 27. august 1994 fortalte Thorvald Jørgensen, som da var 95 år, følgende :
Jeg var ude at tjene i nogle år, men efter 1. verdenskrig var det vanskeligt at få plads p.g.a. de dårlige tider. Jeg fik dog en plads i Ravnse efter min bror Hans på en gård, hvor de havde det svært. Vi fik vandgrød hver dag; konen kogte en stor grydefuld en gang om ugen, og så skar hun et par skiver af til os med varm mælk holdt over - det var strenge tider !
Efter et år søgte - og fik - jeg plads på nabogården. Den brændte imidlertid inden jeg fik startet, så hele vinteren kørte jeg mursten. Ilden opstod i forbindelse med tærskning på en anden nabogård, hvor gnisterne fløj over i stråtaget og videre til stråtaget på den gård, hvor jeg skulle tjene. Der brændte dog kun udbygningen, da der var tegl på stuehuset.
Mens jeg tjente i Ravnse, blev min bror Hans gift i Væggerløse. Efter vielsen spiste vi hos hans svigermor, og da vi kom til Eskildstrup om aftenen, regnede det så frygteligt, så jeg havde svært ved at se "de gamle" stå af toget og gå mod Fjendstrup. Det havde været rart om man havde haft penge til en taxa, så man kunne ha' betalt for at få kørt dem hjem, men de måtte gå i det forfærdelige regnvejr. Jeg skulle jo med til Nr. Alslev, og så var der ikke langt til Ravnse.
I 1920 skille jeg være soldat i Vordingborg. Jeg tog damperen fra Stubbekøbing første gang jeg skulle derover, for jeg vidste jo ikke om der var mulighed for at parkere min cykel før jeg havde set på forholdene. Men ellers tog jeg over Gaabense og cyklede så resten af vejen. Den første gang, jeg skulle hjem - jeg skulle da også hente cyklen der stod i Ravnse - tog jeg til Gaabense med bilfærgen. Der var 2 motorcykler med, og jeg spurgte den ene, da vi nærmede os land, om jeg kunne få kørelejlighed med til Nr. Alslev. Det var han ikke meget for, for han var ikke så god til at køre den, og desuden skulle han have styrmanden med. Så jeg luskede da af lige så snart de satte landgangen, men så kaldte de på mig - jeg kunne alligevel godt køre med. Styrmanden tog plads i sidevognen, og jeg satte mig op bagpå og afsted gik det. Vi kørte vel 45 km/t, det var den tilladte fart dengang.
Da vi havde kørt lidt, skulle vi overhale en hestevogn. Det gik da også meget godt med at trække ud til venstre, men jeg syntes jo efterhånden, at han skulle se at komme på plads igen, men vi endte da i den venstre grøft, der var ret dyb. Så havde han jo nok ret i, at han ikke var så god til at køre motorcykel. Jeg fik da rejst mig, og spurgte den anden, om han kunne rejse sig. Det kunne han ikke, så jeg måtte løfte op i motorcyklen, og så kom han fri og kunne rejse sig. Og så skyndte jeg mig til Ravnse og lod dem selv om det.
Min morfar fæstede huset i Fjendstrup i 1841 og tjente lidt ekstra ved at dreje og lave træsko. Min far arbejdede den første tid hos Wulff i Stubbekøbing - gik frem og tilbage. Senere havde han arbejde på nogle gårde, inden han kom på Liselund.
Midt i 30'rne tog jeg hjem for at hjælpe dem. Min far mente, jeg kunne få arbejde på Liselund i høsten og i roetiden, og der var da også lidt. Og så kunne jeg cykle til købmand for dem. Det var hårdt for dem at gå til Maglebrænde og bære alting hjem, så det var en stor hjælp med cyklen.
Nu har jeg jo boret brønd og elektrisk pumpe, og det kunne jeg godt ha' undt de gamle, når de måtte gå til vandløbene efter vand.
Min far døde i '45 og kort efter fik min mor en pind i øjet da hun skulle hente brænde ind. Jeg fik hende til Maglebrænde, så hun kunne komme med bussen til sygehuset i Nykøbing. Men det hjalp ikke, hun blev næsten blind, og da hun kom hjem havde hun det dårligt og lå i sengen. hun prøvede at være oppe, men synes hun var for træt og gik i seng igen, og blev liggende i 1½ år, hvor jeg passede hende. Hun døde i '47.
Da hun var død kom Nymand fra Liselund og spurgte om jeg havde arbejde, eller om jeg kunne hjælpe med at skære noget træ ned og lidt forskelligt. Jeg fik løn og min varme mad, og det med den varme mad er det bedste, der er hændt mig. Jeg arbejdede der til 1967.
Kilde : Karin Suhr Rasmussen / Lokalhistorisk arkiv Stubbekøbing Årsskrift 1996