Forhandlings- og regnskabsprotokol.
1723 - 1844
Indtil 1840 var der ikke nogen fattiggårde, kun fattighuse, i Danmark.
I disse huse boede der først og fremmest mennesker der var bragt i en sådan situation, at de ikke kunne klare sig selv. Det var først og fremmest tiltagende alder og svagelighed, men andre var der på grund af sygdom eller en indtruffet ulykke.
Desuden var der gruppen af ulykkelige, som fra fødslen var handicappet enten på grund af legemlige eller psykiske problemer.
En meget udsat gruppe var de mange fader- og moderløse børn.
Den almindeligste form for fattigforsørgelse på landet i det 18. århundrede var omgangsforsørgelse eller -bespisning, hos en lokal gårdmand. Det vil sige, at de fattige efter tur boede og spiste hos forskellig familier i landsbyen, der til gengæld fik udført lidt arbejde.
Man kunne også få uddelt naturalier, som den trængende selv måtte tilberede. Det kunne være mel, malt, ærter, gryn, sul og uld og - i sjældne tilfælde - et mindre pengebeløb.
Der var også den mulighed at, personer som påtog sig at huse og forsørge de fattige, fik udbetalt penge.
Her i sognet blev de fattige opdelt i tre klasser, som var :
1 Classe fik kost hver dag.
2 Classe fik kost i et færre antal dage.
3 Classe fik kun pengehjælp.
Denne hjælp blev som regel kun uddelt én gang om året, som regel ved juletid.
Ved at klikke på de enkelte årstal, kan du se hvilken hjælp der blev givet det pågældende år.