Maglebrænde Vandværk

13/2

Drikkevandsforurening i Maglebrænde 13.02.2017

152 ejendomme, der er tilkoblet Maglebrænde Vandværk, er i øjeblikket ramt af en forurening af drikkevandet, idet en ekstern entreprenør i forbindelse med arbejdet på en tryksat spildevandsledning ved en fejl har koblet spildevandsledningen på en drikkevandsledning. Det har bevirket, at urenset spildevand fejlagtigt er kommet ind i drikkevandsforsyningen, hvilket har ramt alle ejendomme, der er tilsluttet Maglebrænde Vandværk. Heraf er ca. 10 ejendomme særligt hårdt ramt. Men der er indtil videre indført påbud om ikke at anvende vand fra vandhanen i hele vandværkets dækningsområde.

Baggrund

Der er tale om en fejl begået af entreprenørselskabet Munck Forsyningsledninger under udførelse af en entreprise for Guldborgsund Forsyning.

Kort fortalt er der tale om, at entreprenørfirmaet i forbindelse med en planlagt sammenkobling af to spildevandsledninger fejlagtigt har opfattet Maglebrænde Vandværks forsyningsledning som den ene spildevandsledning.

Det skal derfor understreges, at Guldborgsund Forsyning som udenforstående part i sagen ikke har noget ansvar for hverken hændelsen eller de afledte økonomiske, miljømæssige eller tekniske konsekvenser. Ansvar, skyld og eventuel erstatning er således alene et forhold mellem Maglebrænde Vandværk og entreprenørselskabet.

Det skal yderligere understreges, at Maglebrænde Vandværk havde anvist, hvor den tinglyste vandledning lå og havde desuden udlånt tegninger til entreprenøren.

Da Maglebrænde vandværk er et lille privatejet vandværk uden ressourcer og kompetence til at løse forureningssager af denne karakter, har Guldborgsund forsyning imidlertid – foruden akut hjælp ved uheldets opståen – givet tilsagn om at bistå vandværket, så afbrydelsen af drikkevandsforsyningen bliver så kortvarig som mulig og skaderne begrænses.

Aktuel status

Siden forureningen fredag blev kendt er der etableret nødforsyning via palletanke, så forbrugerne kan hente rent vand til forbrug, ligesom landbrugsejendommene er sikret vand til dyrene.

Selve fejlen er afhjulpet, og alle ledninger gennemspules i øjeblikket, og der tages daglig prøver til kortlægningen af forureningens omfang og udvikling. Guldborgsund Forsyning har i den forbindelse etableret samarbejde med et af Danmarks førende firmaer inden for rensning af vandinstallationer.

De ejendomme, hvor det er relevant, vil blive kontaktet de kommende dage for at få aftaler med forbrugerne om adgang til husinstallationerne med henblik på rensning af disse.

I øvrigt har Guldborgsund forsyning etableret en forbrugerlinje, hvor spørgsmål kan afklares. Dette nummer er 4187 6912. Linjen har døgnåbent.

Kopi fra Guldborgsund Forsynings hjemmeside

Tilbage til Nykøbingvej 87.