Nykøbingvej 116

Gymnastik siden 1900

Frisk 100-årig fejret i forsamlingshuset


Maglebrænde Gymnastikforening har overlevet, fordi den fornyr sig.


STUBBEKØBING - Flotte, nypudsede pokaler stod linet op på bordet mellem protokoller og gamle fotoalbums, da Maglebrænde Gymnastikforening i går fejrede 100 års fødselsdag ved en reception i Maglebrænde Forsamlingshus.
Og dagen kunne ovenikøbet fejres i det forsamlingshus, hvor de første gymnaster sprang rundt for 100 år siden.
Forsamlingshuset blev nemlig indviet i 1883, hvor der kun var herregymnastik og foreningen blev også stiftet som en skytte- og gymnastikforening. I dag rummer den gymnastik, bordtennis, folkedans og cykelture. Det med cyklerne er kommet til indenfor de senere år og det er formanden, Lis Kappels populære ide. Der er ofte 30-40 af sted på de østfalsterske bi- og småveje, når der er aftentur på programmet.
Formand for kulturudvalget, Erik Gaard roste også foreningen for dens evne til at forny sig, og her omtalte han cykelturene. Han nævnte også Carl Larsen, som havde været en ihærdig håndboldtræner for foreningen, og han havde selv gode, personlige minder om sportslige aktiviteter i gymnastikforeningen.
Erik Gaard overrakte foreningen en gavecheck på 1000 kr. fra Stubbekøbing Kommune.
Borgmester Merete Lise lykønskede også Lis Kappel og de øvrige fra bestyrelsen med dagen. Selv havde borgmesteren travlt, for hun skulle også til en anden fødselsdag i sin egen familie.
Maglebrænde Gymnastikforening fik også overrakt en fane af Danmarkssamfundet, og formand for beboerforeningen, Agnete Andersen havde forudset det, så hendes gave var en sølvplade til fanen.
Den gamle fane fra 1900 turde Lis Kappel simpelthen ikke tage med til festen, den var nærmest smuldret bort, og en fane er forsvundet fra foreningen. Den deltog i festlighederne i Horrebyhallen, og er aldrig vendt hjem til Maglebrænde.
(Artikel i Lolland-Falsters Folketidende 18-9-98 af Karen Fich)

Blid gymnastik i Maglebrænde

Blid gymnastik er en ny aktivitet i Maglebrænde Gymnastikforening. Det lyder forjættende for mange, der gerne vil motionere, men er skeptiske på grund af deres formåen. Aktiviteten vil foregå i tempo, som er mulig at holde og følge. Målgruppen som foreningen henvender sig til, er viksne af begge køn, fra 20 år og opefter med lyst til bevægelse og fællesskab, fysisk, psykisk og socialt.
Folk med luftvejslidelser, dem som ikke har gået til gymnastik før, eller det er længe siden, kan også deltage på dette hold. Folk som måske er store, eller bare synes det kan være dette hold, de føler sig godt tilpas på. Tempoet og bevægelserne vil blive tilpasset.
- Der vil ikke blive fokuseret på svagheder, men på evner, ligeværdighed, fællesskab og nye oplevelser. Ingen skal holde sig tilbage, men komme med på holdet. Gymnastikken på det hold, vil være blid og i et tilpasset tempo, som alle kan deltage i, siger Lis Kappel fra Maglebrænde GF.
Alice Jensen, som er instruktør for holdet, lægger vægt på styrketræning, smidighed, balance, udstrækning og ikke mindst brug af lattermusklerne.
(Artikel i Guldborgsund Avis 7 Januar 2009)