Hvis du trykker på musen over billedet, kan du se dette i stort.

Sølvbryllup i Maglebrænde.
Et agtværdigt og hæderligt Ægtepar, Stenhugger og Dannebrogsmand Hans Frederiksen og Hustru af Maglebrænde, fejrede - som vi før har gjort opmærksom paa - i Gaar deres Sølvbryllup, og ved denne Lejlighed havde Sognets Beboere sat sig i Bevægelse for at det rigtig kunde blive en Glædes- og Højtidsdag for Brudeparret, hvis Virken i de forløbne 50 Aar har vundet alles Agtelse og Kærlighed.
Hans Frederiksen maatte som ung Ægtemand deltage i den sønderjyske Treaarskrig, hvor han gjorde Tjeneste som Kavallerist, og han deltog med saa megen Bravour heri, at han fik Dannebrogskorset tildelt. Siden har Hans Frederiksen og Hustru trofast staaet ved hinandens Side, arbejdet for eget Underhold og for Børneflokken, der nu forlængst har traadt Børneskoene.
Om Morgenen vækkedes Parret af et Musikkorps og længere op paa Formiddagen indfandt Festudvalget sig med Lærer Hansen, Maglebrænde, som Ordfører i deres Hjem for at bringe dem som første Lykønskning fra Sognets Beboere en Gave af 130 Kr. i Guld.
Til om Eftermiddagen var indbudt til en Fællesspisning i Forsamlingshuset, og denne Indbydelse var bleven fulgt af mange, saa det var en stor Forsamling, der her bænkede sig i det smukt pyntede Lokale. Her herskede ogsaa en rigtig gemytlig og frejdig Feststemning, hvorom en Række Taler og Skaaler vidnede.
Jens Thane bød som Ordstyrer Velkommen og udbragte Hædersgæsternes Skaal med Ønsket om en lys og blid Alderdom for dem.
Pastor Bondesen, Stubbekøbing, betonede, at det var en Mindernes Fest, der blev fejret her. Fra de forløbne 50 Aar har Guldbrudeparret mange lyse og gode Minder, men ved ogsaa Minder om strænge Tider, som f. Eks. den Gang, da Ordren kom til Hans Frederiksen, der nylig var bleve gift, at nu skulde han bort, ud paa Kamppladsen uden at vide, om han nogen Sinde saa sin Hustru mere. Men gennem det alt havde Kærlighedens stærke Gud været Fører for de to, som nu var kommen over Ungdommens og Manddommens Dage. Med Ønsket om en god Livsaften for dem udbragte han ders Skaal.
R. Stæhr, Maglebrænde, gjorde opmærksom paa, at de to gamle, Hæderlige og stræbsomme Mennesker, som han havde kendt i en særdeles lang Aarrække, ogsaa havde en Børneflok, som var glade for Fader og Moder, og som Fader og Moder kunde være glade ved, da de hver for sig var Hæderlige og dygtige Mennesker, der gik i deres Forældres Fodspor. Han bad Deltagerne være med til et Leve for Børnene.
Af den lange Talerliste skal vi kun notere, at Guldbrudgommen bragte en hjærtelig Tak til alle dem, der havde hjulpet til at gøre denne Dag til en saadan Festdag for ham og hans Hustru, som den var bleven.
En i Dagens Anledning forfattet Sang blev ogsaa afsungen.
Saa blev Salen ryddeet, at Dansen kunde gaa med Liv og Lyst deri, hvad en ogsaa gjorde. Guldbrudeparret aabnede selv Dansen.
Alt i alt en vellykket Fest, som alle dem, der har bidraget til den, har Glæde af, og som tillige viser, at der er et godt Forhold mellem Beboerne indbyrdes i Maglebrænde.